BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Erhvervsdirektør til Danmarks mest erhvervsvenlige kommune
UdviklingVejen, Rødding
Driftsstærk direktør med politisk forståelse til anerkendt erhvervsorganisation.
Vil du være med til at styrke erhvervslivets vilkår og udvikling yderligere i Danmarks mest erhvervsvenlige kommune? Har du en klar fornemmelse for virksomhedernes aktuelle udfordringer og lysten til at hjælpe med at løse dem? Kan du samarbejde i krydsfeltet mellem erhvervslivet og det politiske system og tiltrække både midler og medlemmer til en spændende organisation? Så er du måske den direktør, vi søger til erhvervsorganisationen UdviklingVejen.
Sidste år blev Vejen kåret til Danmarks mest erhvervsvenlige kommune. Der er med andre ord en spændende og udfordrende arv at løfte for den nye direktør i organisationen UdviklingVejen, som netop arbejder for at understøtte den fortsatte tiltrækning og udvikling af virksomheder i Vejen Kommune.
Blik for udfordringer og løsninger
Som direktør for UdviklingVejen leder du en organisation med 10 engagerede medarbejdere og flere hundrede spændende medlemsvirksomheder. I tæt samarbejde med kommunen sikrer du fortsat fokus på den fælles vækststrategi, som var stærkt medvirkende til sidste års anerkendelse af erhvervsindsatsen i Vejen Kommune. Du har et godt blik for det aktuelle erhvervsklima og de udfordringer, såsom klima, energi, bæredygtighed, digitalisering og mangel på arbejdskraft, som virksomhederne står overfor. Du sikrer, at UdviklingVejens tilbud, rådgivning og netværk til stadighed er relevante og værdiskabende for medlemsvirksomhederne i forhold til de aktuelle udfordringer og muligheder. Du skaber og plejer desuden de gode relationer til både medlemmer, politikere og samarbejdspartnere, herunder erhvervsfremmesystemet og klyngerne, som er katalysatorer for tildeling af mange statslige midler til erhvervsudvikling.
Stærk forening med alsidige tilbud
UdviklingVejen er en uafhængig erhvervsdrivende forening, som i tæt samarbejde med Vejen Kommune arbejder for at styrke den regionale erhvervsudvikling. Foreningen tilbyder rådgivning, netværk og sparring til erhvervs- og turismevirksomheder i Vejen Kommune og arbejder desuden for at styrke udvikling og tiltrækning af nye virksomheder til kommunen. Det tætte samspil med kommunen understøttes af en stærk politisk repræsentation i UdviklingVejens bestyrelse og repræsentantskab.
Erfaren og relationsstærk leder
Du har en relevant videregående uddannelse samt en bred erhvervs- og ledelseserfaring. Du har fokus på optimal daglig drift af organisationen, herunder økonomistyring og velfungerende relationer til både medlemmer, Vejen Kommune og andre væsentlige interessenter. Samtidig har du en veludviklet fornemmelse for det generelle erhvervsklima, hvilket udmønter sig i en fortsat udvikling af relevante tilbud til medlemsvirksomhederne, både eksisterende og potentielle.
Du bliver en del af en spændende og anerkendt organisation med dokumenterede resultater og mod på mere, og du får en nøglerolle i at sikre Vejen Kommunes succesfulde vækststrategi og videreudvikle den fortsatte erhvervsindsats.
Ansøgning og kontakt
Søg stillingen på POULSEN-job.dk
For yderligere oplysninger kontakt POULSEN på telefon 75 39 34 31. Alle forespørgsler og ansøgninger behandles fortroligt og videresendes kun til virksomheden efter aftale.
Om UdviklingVejen
UdviklingVejen er en medlemsbaseret erhvervsforening bestående af virksomheder i og omkring Vejen Kommune. UdviklingVejen hjælper virksomheder og iværksættere med sparring til forretningsudvikling og vækst og udvikler de gode betingelser for at etablere og drive virksomhed i tæt samarbejde med Vejen Kommune.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejen Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
POULSEN ApS, Energivej, 6670 Holsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 27-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://app.jobmatchprofile.com/5hg2hx/poulsen/4kq652/direktor
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5898879