12 seje unge cykler Danmark rundt

Profilbillede
Astrid Bruun

Lørdag den 12. juni drager deltagerne i BIKE 2021- Vejen til Toppen ud på deres livs nok mest udfordrende cykeltur.

De 12 unge mennesker, som gennem flere måneder har forberedt sig på turen, bliver sendt Danmark rundt fra Brørup.

Formålet med projektet er at opbygge de unges selvværd, fysik og almene erhvervsmæssige kompetencer via fysisk og mental træning.

Lørdag den 12. juni vil formanden for udvalget arbejdsmarked og integration, Frank Schmidt Hansen, sende holdet afsted fra BUC/Brørup.

Omkring klokken 10:15 kører BIKE 2021 en tur rundt om rådhuset i Vejen og så videre ud på ruten.

Siden januar 2021 har en gruppe udvalgte unge deltaget i projekt BIKE 2021 – Vejen til Toppen, der er et samarbejde mellem Vejen Kommunes Beskæftigelses- og Udviklingscenter (BUC) og jobcenter Vejen.

I de seneste måneder har deltagerne været på flere spændende virksomhedsbesøg for at få indblik i en dagligdag i virksomhederne. Virksomhedspraktik har der været plads til på træningsfrie dage eller planlagt i fritiden. De unge har været på en rejse, hvor de har fået skubbet til egne grænser og har oplevet, at de har flere ressourcer end de selv tror.

Nu venter ”rejsen” Danmark rundt.

Det har været nødvendigt at ændre det afsluttende forløb, så ruten gennem Tyskland og Frankrig med mål på toppen af Alpe d`Huez er skiftet ud med Danmark rundt. Beslutningen er truffet i samråd med den Danske ambassade i Berlin og Paris.

Selv om det bliver Danmark rundt, bliver ruten fortsat over 12 etaper og tæt på 1.500km, som skal gennemføres på 13 dage.

Deltagerne har gennemført et par test på 100 – 140 kilometer for at tjekke udholdenhed, og det ser lovende ud.

Holdet består af 12 borgere (fem kvinder og syv mænd). Pressen er velkommen til at deltage i arrangementet lørdag den 12. juni.

Kilde: Redaktionen
Flere artikler